Muslinge-anlæg genåbnet efter lukning på grund af giftig alge

Den giftige alge, som en tid huserede i Hvalpsund og Risgårde Bredning i Limfjorden, er stærkt på retur.

(Blåmusling. Foto Wikimedia)

Koncentrationerne af giften er så lav, at der igen må høstes blåmuslinger fra linerne på den håndfuld anlæg, som blev midlertidigt lukket.

Det oplyser Bjarne Ring Thorbjørnsen, som er er specialkonsulent i Fødevarestyrelsen NordØst.

Anlæggene i Hvalpsund og Risgårde Bredning mellem Vesthimmerland og Salling blev lukket på grund af fund af giften PSP, som kan give lammelse. I værste fald kan den lamme vejrtrækningen og medføre død. Giften forsvinder ikke ved opvarmning.

Derimod forsvinder giften efter en tid igen ud af muslingerne, som ikke er høstet, oplyser Bjarne Ring Thorbjørnsen. Hvordan og hvorfor giften nogle gange kommer frem i Limfjorden er ikke fuldt klarlagt. Den optrådte sidst i 2016.

Badegæster behøver ifølge specialkonsulenten ikke at frygte algen, da koncentrationen i vandet er for lille til at føre til forgiftning. Den giver ikke hududslet, som blågrønne alger kan gøre det.

At de kommercielle muslinge-anlæg nu er åbnet for høst igen betyder ikke nødvendigvis, at private kan samle muslinger i hele Limfjorden uden at se sig for. Der tages nemlig ikke prøver i hele Limfjorden. Muslingerne testes kun, hvor de udnyttes kommercielt. Her kontrolleres de hver uge.

Fødevarestyrelsens hjemmeside kan man se koordinaterne for, hvor muslingerne har fået den bedste klassifikation (A) og dermed kan spises.

Af Esben Agerlin Olsen

Læs også:

Dødelig algegift fundet i Limfjorden

Fire områder i Limfjorden har farlig algegift